Måske du har bemærket, at jeg har været meget stille herinde på de sociale medier de sidste måneder. Det har jeg, fordi jeg ganske enkelt har måttet lukke ned for ikke at blive syg. Og helt ærligt, så har jeg også lukket ned for mit CVR nr.
Puha, så er det sagt. Det var ikke, fordi jeg har haft vildt travlt i mit firma, jeg fik det dårligt, men fordi jeg absolut ikke elsker al den digitale markedsføring, som jeg føler er et must og en nødvendighed for at have mit firma kørende. Jeg har brugt så meget energi på det, ikke bare fysisk men også mentalt, hvor jeg det meste af min tid har skullet tænke kreative og kloge tanker, nye muligheder, initiativer og løsninger mm. for at promovere mit firma og mig. Tror også at det i høj grad havde noget at gøre med mine egne forventninger til, hvad jeg skulle præstere for at mit firma kunne køre. Jeg blev klar over, at det faktisk fyldte så meget, at jeg brugte det meste af min vågne (måske også sovende) tid på det. Jeg ELSKER mit firma og det, jeg laver: at hjælpe andre til større trivsel og mental sundhed. At lære andre at tale med hjertet til sig selv, og der er ikke noget, jeg hellere vil arbejde med. Jeg elsker den frihed, det giver at være selvstændig. Friheden til bl.a. selv at bestemme over min tid, men jeg opdagede også – og mærkede på min krop og mit hoved - at jeg mentalt ikke var fri. Jeg var træt, bekymrede mig meget, fik ondt alle mulige steder i kroppen og blev af og til svimmel. Jeg kunne mærke, at der var noget, der ikke var godt for mig. Desuden fik jeg pludselig den indsigt, at jeg de sidste år faktisk konstant har skullet leve i at være et andet sted, ude i fremtiden, at skulle planlægge, hvad der skulle ske i mit firma, arrangere skovture, foredrag, kurser mm., og alt skulle der skrives om og reklameres for på de sociale medier. Vi taler så meget om at være i nuet, at være til stede, nærværende osv, men det var jeg ikke, fordi jeg skulle være et andet ”sted”. Det var så meget i modstrid med alt, jeg har lært, mine værdier og mine hensigter med mit liv. Jeg kan vist godt sige, at jeg om nogen (med mit arbejde og mig selv) ved, at når vores liv ikke leves i overensstemmelse med vores værdier, så får vi stress og kan blive syge. Derfor måtte jeg lukke ned både for de sociale medier og mit CVR. Jeg følte en enorm lettelse, da jeg havde taget beslutningen og handlet på det. Jeg var så lettet at reaktionen kom ved, at jeg blev ked af det og begyndte at græde. Samtidig blev jeg s.. også stolt og rørt over, at jeg havde lyttet til mig selv og gjort noget ved det. Førhen ville jeg have set det som en skam og et nederlag, men det gør jeg absolut ikke mere. Mit firma eksisterer stadig (bare uden et CVR lige nu). Jeg føler mig lidt i ingenmandsland og ved ikke helt, hvad der skal ske, men jeg har troen på, at alt er godt, alt er som det skal være, og at jeg finder min vej. I weekenden sad jeg på min stand, som jeg havde booket for flere måneder siden, på Alternativ messe i Maribo. Jeg havde ellers overvejet at aflyse, men er nu virkelig glad for, at jeg var med, for energien her og de gode og givende snakke, jeg havde med andre selvstændige og med publikum har sat gang i en masse spændende og positive tanker. Jeg kan mærke, det pibler i mig for, at der skal ske noget nyt i mit firma. Hvad ved jeg ikke endnu, men det, der kommer, skal ske på mine præmisser og ud fra mine værdier. JEG skal være med i det, og det skal være i mit tempo. Jeg vil ikke pace noget frem. Jeg ER mig. Hvis jeg forsøger at være noget andet, er jeg ikke autentisk, og derfor har jeg måttet kæmpe for mit firma og fået det dårligt, ved jeg nu. Så lige nu bruger jeg min tid på at tale med hjertet til mig selv, så jeg kan være noget mere for andre, jeg passer den skønne garnbutik i Sakskøbing nogle timer om ugen, strikker, går ture, laver forskellige småopgaver hjemme (som jeg faktisk ikke har haft overskud til længe) og glæder mig vildt til snart at blive farmor igen. MEN jeg har også tid til DIG, hvis du har brug for at blive bedre til at tale med hjertet, så du ringer eller skriver bare. Og hvem ved, måske arrangerer jeg en dejlig skovtur med naturterapi inden længe. HUSK IKKE BARE AT LYTTE TIL DIG SELV OG DIN KROP, DU SKAL OGSÅ HANDLE PÅ DET, MEN NÅR DER ER MEGET STØJ PÅ LINJEN, KAN DET VÆRE SVÆRT AT HØRE NOGET. |
Jeg hedder Jeannette Popowitz og har Popowitz Coaching. Jeg coacher dig, der føler, at du er fyldt op af krav og forventninger og er overvældet og stresset, til et liv med fred, balance og mere glæde og livskvalitet
|