FORÅRET OG LYSET KALDER - VIL DU MED PÅ EN LIDT ANDERLEDES TUR I SKOVEN?
Styrk din mentale sundhed og trivsel - inspiration til at bruge naturen mere bevidst til at forbedre din mentale sundhed og opnå mere ro og trivsel.
Lige nu er vi på vej mod lysere timer, dagene bliver længere, og alt i naturen springer ud. Et bombardement af sanseindtryk for krop og sjæl.
Du kan komme med på en tur i skoven, hvor jeg vil præsentere dig for Naturterapi og fortælle om, hvordan det kan hjælpe dig til at styrke din mentale sundhed og trivsel, samtidig med at du får smagsprøver på og inspiration til, hvordan du kan bruge naturen mere bevidst til at undgå stress og opnå mere balance i hverdagen og i livet. Værktøjerne, du får, vil være hjælp-til-selvhjælp, og du vil altid kunne hive dem op af din værktøjskasse, hvis du skulle få brug for dem.
”Styrk din mentale sundhed og trivsel” er til dig der mangler energi og har brug for nye måder at blive ladet op på, føler dig udkørt eller stresset, har behov for at komme ud og få luft og plads omkring dig, både fysisk og mentalt har brug for et frirum, hvor du kan lære at lægge belastende tanker og bekymringer væk
Vi ved det godt, men også flere undersøgelser har vist, at naturen er det sted, vi bedst slapper af, og at den har en beroligende og helende effekt på os og vores nervesystem. I naturen er vi mere til stede i nuet gennem vores sanser, som vi bl.a. vil have fokus på, når vi ses.
Når vi mødes, arbejder vi med træning af kropsbevidsthed, som genskaber fornemmelsen af egen krop, hvilket vi ofte glemmer og fortrænger, når vi er presset og stresset i en travl hverdag. Vi vil også arbejde med forskellige øvelser, der styrker vores opmærksomhed, og derved skabe mere indre ro i vores nervesystem. Desuden vil vi skovbade, som er en japansk tradition for at bade i skovens atmosfære, og som er en videnskabeligt bevist metode til at opnå en bedre sundhedsmæssig tilstand psykisk og fysisk.
Naturen er også perfekt til at skabe et fællesskab, hvor naturen og oplevelserne i fællesskabet er et fælles omdrejningspunkt, og hvor deltagerne kan tale på kryds og tværs under aktiviteterne og uden direkte øjenkontakt, hvilket kan gøre det lettere for den enkelte at åbne sig. Nogle af aktiviteterne kan også sætte lattermusklerne i gang, hvilket også styrker fællesskabet.
DATO FOR NY TUR KOMMER SNAREST inviteres du med i den skønne skov Torrig skov, som ligger ud til Smålandshavet. Vi mødes for enden af Vigvejen, 4943 Torrig. Medbring sidde/liggeunderlag og drikkelse og meget gerne madpakke, da jeg tænker, det kunne være hyggeligt at spise sammen, inden vi skilles. Har du lyst til at dyppe fødder ved stranden, er et håndklæde også godt at have med.
Pris pr. tur 100,- kr Tilmelding kan ske på mail jeannette@popowitz-coaching.dk, sms på 29885997 eller ved privat besked på Facebook. Har du spørgsmål, er du selvfølgelig også velkommen til at kontakte mig.