Jeg går selv vejen - hele tiden

​ I starten af 2020 bestemte jeg mig for 2 ord, som jeg ville have fokus på i det nye år:
COMMITMENT og MOD.

Jeg kan godt lide ordet ”commitment” selvom det er engelsk. Det betyder jo forpligtelse på dansk, at jeg forpligter mig til noget. Men i modsætning til det danske forpligtelse, synes jeg på en måde, at ordet commitment bløder op på forpligtelse, som jeg ellers kan føle som noget surt og negativt.

Faktisk havde jeg nok ordene mest rettet mod min lille virksomhed, at jeg skulle forpligte mig mere over for den, og at jeg skulle være modig og måske kaste mig ud i nye og uvante ting f.eks. onlineforløb.

Men, men, men… det hele begynder jo med mig selv, har jeg efterhånden fundet ud af:
Først kom der jo lige en Corona ind over, som virkelig kunne sætte en masse tanker i gang hos mange mennesker, for hvordan vi lever vores liv, og hvordan vi gerne vil leve det fremadrettet. Dette skete også hos mig.

Som lille selvstændig enmandsvirksomhed kunne jeg jo føle mig meget sårbar ved situationen især vedrørende økonomi, men jeg havde faktisk tillid til, at alt nok skulle gå godt for mig.

Alligevel har jeg en tendens til at have svært ved at holde fast i denne tillid og have ro omkring det, og begyndte at tænke i alternative muligheder med hensyn til projekter eller arbejde.

Der vil altid opstå ydre påvirkninger, der kan presse os, men så er det, hvordan vi forholder os til situationen, når det sker. Om vi kan bevare roen, eller vi måske nærmest går i panik.

Jeg vil ikke sige, at jeg gik i panik, men jeg prøvede nogle ting af i forbindelse med opgaver i mit firma, og så følte jeg jo, at jeg committede mig til mit firma, og jeg var søreme også enormt modig med noget af det.

Meeeen….. jeg glemte mig selv i alt dette, og det fik jeg i høj grad at mærke på min egen krop.

Den sagde simpelthen STOP til mig ved, at jeg fik voldsomme symptomer på stress (ÅH NEJ, nu sagde jeg, stresscoachen, det højt) og selvom jeg måtte erkende, at selvfølgelig kan det ramme mig også, er det f…… ikke godt, at jeg, ja mig, skulle indrømme det.

Jeg søgte job som pædagogisk vikar på et opholdssted, for jeg tænkte, at det nok var meget godt at holde fast i mit gamle fag i tilfælde af, at jeg måtte lukke ned for mit firma, og så kunne jeg da lige tjene lidt ekstra, så jeg kunne komme lidt nærmere mine drømme for fremtiden, og ja den 3. grund var at så slap jeg lidt for al det der markedsføring.

Jeg fik jobbet. Fedt, tænkte jeg, så har jeg ro på med hensyn til fremtiden. Så er alt godt. Og jeg er stadig committet til mit firma.

VOR H…. BEVARES!!!

Nej for jeg lyttede ikke til mig selv, og jeg glemte at tale med hjertet til mig selv.
Jeg fik voldsom trykken i hovedet, jeg kunne blive svimmel, og jeg vågnede meget tidligt om morgenen/natten og kunne ikke sove mere.

Så er der dæ…. noget galt, Jeannette, kan du lige få gang i din egen medicin. Hvad er det lige du, om nogen, Jeannette, fortæller og prøver at lære andre mennesker?

AT MAN SKAL LYTTE TIL SIN KROPS SIGNALER OG REAGERE PÅ DEM, HVIS DE IKKE ER, SOM DE PLEJER AT VÆRE.

Jeg nåede at have 6 vagter på stedet, og de fire i træk, sammen med nogle fantastiske mennesker, som virkelig gør et prisværdigt stykke arbejde med de unge mennesker på stedet. Hatten af for dem. Jeg vil ikke komme mere ind på, hvad der var grunden til, at jeg ikke kunne jobbet, andet end at sige, at der blev skubbet gevaldigt til mine grænser.

Med denne oplevelse blev jeg virkelig bevidst om (nu mere end nogensinde) at jeg, når jeg arbejder med andre mennesker, virkelig har antennerne ude og alle sanserne i brug. Ja, de kører nærmest på højtryk for, at jeg kan stille ind på det menneske, jeg har med at gøre. Det tror jeg faktisk at mange af os, der har et fag, hvor vi skal hjælpe andre, generelt gør helt ubevidst. Og netop derfor også er så gode til vores arbejde.
Lige præcis derfor skal vi passe godt på os selv, hvis vi skal kunne være noget for andre.

Så nu har jeg sagt mit vikarjob fra, men hvor jeg hadede at skulle gøre det, for "hvorfor ”magtede” jeg det ikke, hvad var der galt med mig, tag dig nu sammen, jeg kan ikke være bekendt at stoppe, når de nu regner med mig", og meget andet som jeg slog mig selv i hovedet med.

JEG COMITTEDE MIG TIL MIG SELV, OG JA, JEG UDVISTE SØREME OGSÅ MOD TIL AT STÅ VED MIG SELV OG SIGE FRA.

Ja, jeg ved, at man kan vende det på mange måder og se det fra mange sider, men det er nu sådan jeg ser det, og det er min måde at lære på, at vende det negative til noget positivt, for der er altid en positiv side, gaver, i det negative.

Jeg kan ikke lære noget om mig selv og i mit indre, hvis jeg ikke støder på påvirkninger fra det ydre.

Tre ting mere: hvordan skal jeg kunne comitte mig til mit arbejde, hvis jeg ikke kan i mit personlige liv.
​At være modig er ikke kun at gøre noget ud over det sædvanlige, og som er farligt. Det er også at gå med det, man føler for og stå ved det og ved ens værdier.
Og som det sidste: Hvordan skal jeg kunne lære andre noget, hvis jeg ikke selv har gået vejen?

Så lige nu vil jeg bruge resten af sommeren på at coache (som jeg elsker), holde ferie, være sammen med de mennesker jeg holder af (dem som nu er i nærheden), nyde godt af naturen, og tale ekstra godt med hjertet til mig selv og passe på mig selv.

JEG VIL COMITTE MIG TIL MIG SELV OG VÆRE MODIG VED AT LYTTE TIL MIG.
  
​Rigtig god sommer til dig