Jeg sad i går i bilen med min mand på vej hjem fra vores første barnebarns 1 års fødselsdag og tænkte på, hvordan vi gennem livet ændre vores personlige værdier alt efter vores alder, hvor vi er i livet, vores oplevelser, vores kriser og jo også gennem de lykkelige begivenheder, der indtræffer undervejs i livet. At det ikke kun er kriser, der kan få livet til at ændre kurs, men også livsbekræftende begivenheder kan få livet til at tage en drejning. Jeg tror på, at vi har en grundlæggende personlig kerne, vores personlighed, vores jeg, og gennem livet bliver der lagt forskellige lag på, alt efter hvad og hvem vi møder. Der lægges lag på vores grundlæggende kerne af egne og andres normer, holdninger, tanker, følelser, vores kompetencer, evner, erfaringer, overbevisninger og værdier, og det handler rigtig meget om, hvordan vi forholder os til disse lag, hvordan vi håndterer dem, og hvad vi tager til os, så det bliver en ressource for os, eller hvad vi sorterer fra og ikke ønsker i vores liv.
Alt dette bliver vores historie, men vi er ikke vores historie. Jeg skal ikke være historien (alle lagene), jeg kan ændre historien (lagene) hele tiden, og hvis jeg bliver i den, udvikler jeg mig ikke. Sandheden er, at jeg har en historie, men jeg er ikke min historie. Cita: Debbie Ford Der i bilen blev jeg klar over, hvordan sådan en lille fyr også er en del af et lag i min historie, der kan være med til at ændre den historie, der ellers var godt i gang i mit liv, så livet meget hurtigt kan tage en drejning. Indtil for næsten 5 år siden, har jeg altid været ansat på enten private eller offentlige arbejdspladser. Som på alle områder i livet er der op og nedture, gode og mindre gode arbejdspladser. Uanset hvad kan vi altid lære noget på disse arbejdspladser. Vi kan lære af og drage erfaringer gennem de oplevelser, vi kommer ud for og finde ud af, hvad der er det rigtige og det vigtige for os. Hvad vi vil lade forblive som et lag uden om vores kerne. For 5 år siden bad jeg min chef om at gå på deltid, så jeg kunne få tid til mit eget lille firma og tid til at coache og inspirere andre mennesker til et liv med mere livskvalitet, til at lære andre at tale med hjertet til sig selv og til andre (at lære andre at passe på sig selv for at kunne passe på andre). Inden der var gået en måned, havde jeg sagt mit job op, da jeg fik tilbuddet fra et firma om at stresscoache for dem. Ja, jeg sagde mit job op, puha, hvor grænseoverskridende, og samtidig sagde jeg farvel til min trygge månedlige indtægt, pensions og ferieopsparing og trygheden i hverdagen i det hele taget. Men samtidig sagde jeg også ja til FRIHEDEN, friheden til selv at bestemme over min tid, friheden til at være mig på mange områder. FRIHEDEN er blevet en af mine største værdier, som jeg absolut ikke vil give slip på, så skal der da ske et eller andet helt vildt exceptionelt. De 5 år har dog ikke altid været lutter lagkage. Det har også kostet sved og tårer og hårdt arbejde at være selvstændig og skulle promovere mig selv og mit firma. Selvom jeg har været så heldig at arbejde som freelance coach for det samme firma i de snart 5 år (hvilket jeg er utrolig taknemmelig for), så skulle jeg arbejde hårdt for at finde mine egne kunder og for at få opgaver som f.eks. coaching, foredrag eller workshops. Jeg har kæmpet for at promovere mig på de sociale medier, og jeg har følt, at jeg skulle være online konstant, lave opslag, blogindlæg og reklamere for begivenheder m.m. Jeg har mødt mange fantastiske og inspirerende mennesker, været i netværk, benyttet mig af supervision, sparring og coaching fra andre. Og jeg ville ikke have været foruden, for jeg har lært SÅ meget om mig selv og om branding og promovering og ikke mindst lært SÅ mange skønne mennesker at kende. Alle har sat aftryk på mine lag og i min historie. Jeg føler, at jeg rent ud sagt har jagtet at skulle være en anden end den, jeg er, fordi jeg ville gøre som andre, være som andre, og fordi jeg mente, det var det rigtige for mig og for at sælge mit firma. Jeg har også været skide misundelig på mange af mine ”kollegaer”, nogle har i mine øjne bare været for meget, fyldt for meget (he he nogle af mine egne skyggesider). Og så har de været skide gode til at sætte ord på det, jeg også gerne ville sige, men som jeg ikke mente, jeg kunne komme ud med. ”De andre” har et eller andet sted også været drivkraften i min og mit firmas udvikling. Så tak for jer. De har jo en anden energi og historie. Jeg er i hvert fald et andet sted i mit liv med den historie og de lag, jeg har med mig. Er der noget, der kan stresse én, og man kan få det fysisk dårligt af, så er det at forsøge at være en anden end den, man grundlæggende er. Og hey, jeg SKAL ikke være som andre, jeg er MIG, og hvis jeg ikke er bevidst om det, og anerkender det, kan jeg ikke være autentisk i mit arbejde, hvor jeg netop guider og inspirerer andre mennesker til at blive bevidste om DERES personlige værdier, til mere balance i livet og til mere livskvalitet. Åhr, hvor vi skal lære hele livet, og jeg skal hele tiden være bevidst om at bruge min egen medicin. Selvom jeg glemmer at bruge min egen medicin, betyder det ikke, at jeg går i stå og ikke forsøger at leve mine drømme ud. Tværtimod skal en lille skøn fyr på et år nok hjælpe (uden han ved det) farmor med at blive bevidst om hendes værdisæt her i livet og at holde fast i hendes drømme og gå efter dem, så de bliver til virkelighed, ligesom denne lille purk har slået fast for farmor, hvad der er vigtigst for hende her i livet: Og det er hendes værdier FRIHED, RO, TID – ALENETID og KVALITETSTID MED DEN LILLE FYR OG FAMILIEN, OVERSKUD, og det betyder, at JEG er den vigtigste i mit liv (som jeg også fortæller andre, de er i deres) for at jeg i sidste ende kan være der for denne dejlige lille fyr, mine børn og svigerbørn, min mand og resten af min familie, og selvfølgelig også for at jeg fortsat kan hjælpe andre mennesker til at blive bevidste om deres værdier og til at guide dem til et liv med mere glæde og livskvalitet. Det kunne måske lyde lidt som, at jeg ikke vil være selvstændig mere, men det agter jeg i høj grad at fortsætte med, fordi jeg elsker at kunne gøre en forskel for andre mennesker, og fordi jeg absolut vil bevare min frihed, men måske mit arbejdsliv og dermed også mit online-liv tager en lidt anden drejning hen af vejen. Hvordan, vil tiden vise, jeg er i hvert fald åben for nyt og for nye lag udenom min grundlæggende personlige kerne. |
Jeg hedder Jeannette Popowitz og har Popowitz Coaching. Jeg coacher dig, der føler, at du er fyldt op af krav og forventninger og er overvældet og stresset, til et liv med fred, balance og mere glæde og livskvalitet
|