Denne tid… ja denne tid kan gøre så meget ved os. For mit eget vedkommende har det (endnu en gang) gjort mig bevidst om, at livet er en lang udviklingsproces, og at det er gennem kriser, vi kan udvikle os, hvis vi vil, og hvis vi ser det. Vi kan meget hurtigt ryge ind i hverdagens trummerum. Nu går det meget godt, det kører derud af, og alt er fint. Indimellem bliver der så rusket i os på en eller anden måde. Der sker noget i vores liv, som vi ikke er vant til, ikke er tryg ved, som giver os stress og usikkerhed, som ryster vores fundament og får os til at stoppe op. Det kan være små eller store oplevelser, små eller større kriser, og som nu hvor corona-virussen har spredt sig over hele jordkloden, og som vender op og ned på hele menneskehedens eksistensgrundlag, ryster os i vores grundvold og virkelig skaber stress og utryghed hos mange. Når vi kommer ud i kriser og stress, reagerer vi oftest ud fra frygt. Vi handler pr. refleks ved enten at kæmpe, flygte eller stivne for at passe på os selv og vores nærmeste. Hvis der ikke er noget energi på vores energikonto i forvejen, kan vi derfor meget hurtigt ryge ud af kurs. Denne tid… har gjort mig opmærksom på, at jeg skal huske at bruge min egen medicin endnu mere end, jeg gør, at tale med hjertet til mig selv.
Jeg troede og følte, at min energikonto var fyldt op med god energi, og at jeg havde rimelig balance i arbejde-migselv regnskabet. At jeg var fyldt op med og handlede ud fra kærlighed, egenomsorg, tillid og respekt for mig selv, at jeg lyttede til mig selv, og hvad jeg havde brug for, men nej… i stedet forsøgte jeg at gøre alt muligt for at sætte en masse nye skibe i vandet og markedsføre mig. Denne tid… fik mig et øjeblik straks til at handle ud fra gamle mønstre og vaner af frygt i stedet for at handle ud fra ro og tillid. Frygt for at mangle (nej, jeg hamstrede ikke), men frygt mangel i forhold til ikke at kunne opfylde min drømme om, hvordan jeg vil leve i fremtiden i nærheden af min børn og børnebørn og at kunne rejse til min datter på den anden side af jorden. Og frygten for at svigte mig selv, hvis jeg blev nødt til at opgive mit lille firma og mit selvstændige virke. Det bedste jeg har gjort i forhold til mit arbejdsliv er at blive selvstændig coach, og jeg brænder så meget for at kunne fortsætte med det, at bevare min forretning, hvor jeg kan hjælpe andre med at komme gennem kriser og til et liv i balance og uden stress. Min mission er at lære andre at tale med hjertet. Jeg brændte så meget for at hjælpe andre og finde nye måder at gøre det på, at jeg nær var ved at glemme at tale med hjertet til mig selv. I denne tid… blev jeg klar over, at jeg ikke var tro mod mit ”Tal med hjertet”. Jeg har haft prioriteret min virksomhed før mig selv. Jeg har brændt så meget for mit firma, så jeg var ved at glemme mig selv. Og jeg ved jo, at hvis jeg passer på mig selv, er rimeligt i balance, så kan jeg agere med kærlighed og tillid til, at alt er okay, og at alt er som det skal være. Jeg ved, at når jeg har ro på og har tillid, så er det også der, tingene lykkes for mig, og ofte kommer dét til mig, som jeg har brug for. At når jeg udsender ro, tillid og kærlighed, vil jeg modtage ro, tillid og kærlighed. I denne tid… ved jeg dog også, at dette er en proces og en læring i livet. At jeg ikke kan være i total balance konstant, at alt ikke kan være fryd og gammen hele tiden. Hvis vi ikke oplever modgang, vil der heller ikke være fremgang. Der skal være op- og nedture, sort og hvidt, lys og mørke, fred og uro, maskulin og feminin etc. Hvis der ikke er det ene, ved vi ikke, hvordan det andet er. Denne tid… kan meget nemt føre os i ubalance, vi har måske budt os selv for meget, og vi bliver stressede og bekymrede for fremtiden. Vi mærker det i vores krop, eventuelt som træthed, voldsom hjertebanken, åndenød, meget tankemylder og bekymringer, uro i kroppen, og vi kan have svært ved at sove mm. Det er så vigtigt, at vi i denne tid tager os af os selv, at vi gør noget godt for os selv. Jo mere jeg har sat ind på min energikonto i forvejen ved at tale med hjertet til mig selv, jo hurtigere og nemmere er jeg tilbage i ro og balance. Jeg tror på, at lige som vi, mennesket, oplever stress symptomer og har brug for ro, reagerer jordkloden også på stress med f.eks. corona-virussen og fortæller os, at nu er nok nok, og at den har brug for ro. I denne tid… beder jordkloden os simpelthen om at skrue ned for tempoet både hos os selv, i virksomheder og organisationer, i regeringerne og i samfundene over hele verden. Den beder os om at skrue ned for forureningen. Den beder os om at passe på os selv, hinanden og på jorden. Jorden beder os om at tale med hjertet. I denne tid… vil jordkloden fortælle os, at den er stresset og totalt ude af balance. Den vil have ro og harmoni. Denne tid… har pludselig givet mig et større og dybere perspektiv på mit eget fundament ”TAL MED HJERTET”, og hvis vi bliver bedre til det hver især og taler med hjertet til hinanden, så smitter det og spreder sig som ringe i vandet (ligesom corona'en). Tal med hjertet til dig selv, til hinanden og til jordkloden (Vil du vide mere om mit "Tal med hjertet, se her) |
Jeg hedder Jeannette Popowitz og har Popowitz Coaching. Jeg coacher dig, der føler, at du er fyldt op af krav og forventninger og er overvældet og stresset, til et liv med fred, balance og mere glæde og livskvalitet
|