10 ÅR SIDEN JEG VAR DÉR.

​Det, jeg fortæller dig nu, er faktisk meget grænseoverskridende for mig, for det betyder, at jeg ”blotter” mig offentligt, men jeg synes, det er nødvendigt for at vise andre, at det er okay at gøre, det er okay at vise sin sårbarhed, at vise sine grænser, at vise at vi ikke er og heller ikke skal være perfekte, og at vise at vi kan lære rigtig meget af de oplevelser, vi har i vores liv, i stedet for at lade det fylde tungt og negativt som begrænsninger i rygsækken, men måske netop finde styrken i oplevelsen i stedet.

Lige inden jeg faldt i søvn i aftes, slog det mig, at det er lige præcis 10 år siden, jeg gik ned med stress, i maj 2009. Den gang kaldte man det ikke stress, der var jeg ”bare” sygemeldt pga. belastninger, tror jeg det hed.

Jeg fik lyst til at fortælle om mine oplevelser, ikke i detaljer om hvordan, men om hvad der skete for mig psykisk og fysisk, hvordan jeg kom videre til i dag 10 år efter, hvor jeg faktisk har lyst til at fejre mig selv og de 10 år og være taknemmelig for de mennesker, der var med mig, og for de ting der skete.

Vinteren 2008-09 havde jeg været ansat 8 år på en skole for unge med ADHD og andre diagnoser. Jeg havde været gennem en større personlig og faglig udvikling, havde læst en pædagogisk diplomuddannelse i psykologi og taget min første coachuddannelse, så jeg følte, at jeg skulle videre arbejdsmæssigt. Jeg søgte en stilling i en større organisation, hvor stillingsopslaget lød ”I lære som leder”. Det måtte være mit næste skridt. Jeg fik jobbet og startede 1.2.09., og jeg fik også nogle fantastiske søde ledere, der var meget opmærksomme på, at jeg skulle være under uddannelse til leder. De var utrolige hjælpsomme, og jeg kunne altid komme til dem.

Alt var godt, indtil i midten af maj hvor der skete nogle ting på et daglangt møde, hvor de (lederne) virkelig overtrådte mine grænser, og hvor jeg efterfølgende kørte hjem tudbrølende og faktisk ikke aner, hvordan jeg kunne køre de 1½ time hjem, og hvordan jeg kom hjem. Jeg var totalt ude af den, og havde det virkelig dårligt. Efter at have talt med min mand og en veninde om aftenen, beslutter jeg mig for at sygemelde mig.

Dagen efter måtte jeg ringe efter en anden veninde efter, at min mand og søn var taget afsted om morgenen, for jeg turde simpelthen ikke være alene, og jeg kunne ikke andet end at gå rundt om mit spisebord og tude, kunne slet ikke finde ro (jeg kan næsten mærke det i kroppen lige nu, hvor jeg tænker på det).

De følgende dage får jeg kontakt til fagforening, hvor jeg bl.a. har en samtale med en psykolog. Det værste for mig på det tidspunkt var, at jeg bebrejdede mig selv for ikke at have set det komme, ikke at have set dem, som de virkelig var, og at jeg, der havde læst psykologi og taget uddannelser skulle komme helt derud, hvor jeg var. Fagforeningen støttede mig videre i min sag, og efter ca. 4 mdr’s sygemelding og forhandlinger mellem fagforening og HR i organisationen, ender det med en aftale, at jeg siger op og får løn de næste 4 mdr.

Det, jeg vil fortælle med min historie, er, at jeg har været dér, jeg har været nede med stress.
​Jeg ved, hvordan det er, jeg har mærket det på min egen krop.
 
Jeg var utrolig angst for at skulle tilbage på arbejdspladsen og møde de mennesker igen
Jeg var bange for, at telefonen skulle ringe for, hvad hvis det var fra arbejdet.
Jeg brød mig absolut ikke om at skulle ud at handle og møde mennesker.
Jeg havde meget let til tårer.
Ofte havde jeg slet ingen energi, orkede ikke noget, sad bare.
Kunne ikke sove, og havde masser af bekymringer og tankemylder dag og nat om mig selv og fremtiden.
Ikke nok med at jeg mistede tilliden til andre mennesker, men det værste var, at jeg mistede tilliden og troen på mig selv.
Var jeg for godtroende og naiv, kunne jeg overhovedet finde ud af noget, hvem ville ansætte mig, mig der var et skrog, svag, for følsom og nærtagende, som ikke var robust og ikke kunne klare mosten.
 
Så jo, jeg har været dér

Jeg ved, hvad det kan gøre ved mennesker, når andre ikke behandler én ordentligt, og når ens verden bryder sammen, når ens verden ikke er, som man gerne vil have, den skal være.

Jeg kom igennem det, fordi jeg fik så meget hjælp af mine nærmeste, fordi jeg bad om hjælp, og fordi jeg var meget åben om, hvordan jeg havde det, jeg talte og talte til mine nærmeste. Jeg gik ture med min dengang nye hundehvalp, jeg tog mig af mig selv. Der var ikke noget, der hed stresscoaching den gang, i hvert fald ikke hvad jeg ved.

Jeg arbejdede rigtig meget med min vrede overfor de mennesker, der havde bragt mig helt derud. Jeg kom efterhånden frem til, at de ikke skulle have lov til at ødelægge mig og mit liv. Med hjælp fra psykolog og samtaler med coach-veninder, kom jeg til, at jeg absolut ikke accepterer deres handlinger, men at jeg for min egen skyld må tilgive dem, for at give mig selv fred.

Selv om jeg håber, at jeg ALDRIG, ALDRIG nogensinde støder på dem eller deres navne (det har jeg gjort et par gange, og jeg fik en enorm uro i kroppen), må jeg indrømme, at jeg i dag er taknemmelig for, at jeg var gennem disse oplevelser (puha, det er svært at sige højt og skrive) for ellers var mit liv ikke, som det er i dag. Jeg har på rigtig mange måder lært meget af de oplevelser, fået nogle gaver med mig.

Fagligt viste det mig vejen mod andre coachuddannelser: Relations-, stress- og ungecoach og nu gennem næsten 5 år at kunne hjælpe andre af med stress, i at passe på sig selv og i at tale med hjertet til sig selv og andre.

Det hele har været med til at udvikle mig til den person, jeg er i dag.
Jeg føler, det har gjort mig stærkere og mere bevidst om mine grænser og min sårbarhed.
Jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv, hvad vil jeg, og hvad vil jeg ikke.
Jeg passer bedre på mig selv, og kan dermed også bedre tage mig af andre. At passe bedre på mig betyder også, at jeg er mere obs på andres hensigter.
Jeg har udviklet en indsigt i andre mennesker og deres oplevelse af verden, der gør, at jeg kan være mere nærværende og rummelig, men samtidig er jeg også opmærksom på netop at passe på mig.
Jeg er meget bevidst om min kommunikation med mine relationer og forsøger altid at blive på min banehalvdel og kommunikere ud fra mine oplevelser af verden og ikke komme over på deres bane for ikke at såre eller angribe andre. At jeg tager ansvar for min kommunikation.
 
Denne oplevelse med at have haft disse mennesker i mit liv og kan se dem som lærermestre og det at være nede med stress samt alle de andre oplevelser i resten af mit liv, er som ringene i et fingeraftryk lige præcis mit aftryk og mit liv, og det har ført til, at jeg i dag kan give det at tale med hjertet videre til andre, som derved også vil kunne tale med hjertet.

​TAK!
 
Vil du lære at tale med hjertet til dig selv, vil du blive stærkere og stå ved dig selv, så vil jeg rigtig gerne vise dig vejen.
​Kontakt mig meget gerne for en gratis uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe lige præcis dig ud fra dine oplevelser og guide dig til at hente dine styrker frem i lyset.