Livet består foruden af mange gode og positive oplevelser også af mange bump på vejen, mange op- og nedture, begrænsninger, kriser, prøvelser mm. Hvordan vores liv bliver, afhænger meget af  hvordan vi håndterer disse vilkår.

Jeg har gået noget af Caminoen i Spanien, ca. 270 km, og ret hurtigt fik jeg den tanke, at det at gå på Caminoen lidt kan sidestilles med det at leve livet i overført betydning.

Der er bakker og bjerge, der skal bestiges, og man skal ned igen, hvilket kan være lige så hårdt som at gå opad. Du ved ikke, hvad der er omkring næste sving, om der kommer endnu en stigning, eller der ligger en by, hvor du lige kan holde et hvil og en kaffepause. Måske er der en storslået udsigt omkring hjørnet.

Terrænet, du går på, kan være ujævnt og med store klippestykker eller sten, og du skal passe på, hvor du træder for ikke at glide eller falde. Du har måske en vandrestav eller rejsefælle at støtte dig til, eller du går måske selv.

Vejen kan også bare være jævn og gå lige ud uden bump, og hvor du kan se langt ud i horisonten. Til tider er der skove med rødder eller andet, du skal passe på ikke at falde over, eller stier hvor træerne og deres grene danner en tunnel, og hvor der er lys for enden. Lys der viser vej videre.

Der er stille perioder, og perioder med støj og uro, både i det ydre men også i det indre. Du møder nye interessante mennesker, som du falder i snak med, eller måske er det nogen du helst vil undgå. At skulle overnatte sammen med andre i sovesal på herberg, var for mig svært og grænseoverskridende. Det var tryggere for mig at sove i et værelse med min rejsefælle.

Der var i det hele taget flere ting, der var grænseoverskridende for mig på min pilgrimsvandring, og jeg blev af og til revet ud af min komfortzone. Mit mål var at komme til slutdestinationen, Santiago de Compostela, og for at komme dertil måtte jeg gå hele vejen, med og uden strabadser, grænseoverskridelser og smerte. Jeg blev i høj grad opmærksom på, at processen er lige så vigtigt som målet.

Det samme gælder for livet. Hvis jeg vil livet, må jeg også gå vejen med eller uden udfordringer. Hvordan jeg går den vej, livets vej, afhænger af, hvordan jeg tænker om den, og hvordan jeg håndterer den. Om jeg kæmper imod ruten og stopper op eller jeg går den med accept. Vi kan vælge at følge andres vej, eller vi kan gå vores egen unikke vej. Nogle gange må vi træde ud af vores komfortzone, hvis vi skal flytte os, udvikle os. Hvis jeg forbliver i gamle historier, kan livet blive èn lang, tung vej at gå, men det kan selvfølgelig også være trygt og godt. Jeg kan vælge at svælge i historien, og være et offer af den, eller jeg kan være krigeren i mit liv, gøre noget andet og tage ansvaret for det. Det er mit valg.

“I am not what happened to me, I am what I choose to become.”
                                                                                            Carl Jung
 
Mit liv er min vej, min "Camino", min livsproces, med alle de skønne og fantastiske oplevelser, glæden, med bumpene og stenene på vejen, op- og nedstigningerne, svingene på vejen, udfordringerne, kriserne, smerten mm. Ud af alle de forhindringer og oplevelser, (og selvfølgelig også, når det er gået ud ad en jævn og stille vej) jeg har mødt på min ”Camino”, har jeg fået en masse livserfaring og viden med mig.

MIT liv - MIN styrke

​Indenfor den næste måned afslutter jeg mit samarbejde i al fordragelighed med Oceaim Aps grundet særlige omstændigheder efter ca. 7 ½ års fantastisk og lærerigt samarbejde, som jeg er dybt taknemmelig for. Arbejdet med de ca. 500 borgere, jeg har haft i forløb gennem Oceaim, og kontakten og sparringen med de skønneste og bedste kollegaer har givet mig så meget personligt og fagligt. Det har været de bedste knap 8 år i mit arbejdsliv.

Men dette betyder også, at min primære indtægtskilde falder væk, og hvad så? Hvad med mit firma? Skal jeg lukke det? 

Skal jeg gå ud og søge et fast job med fast indtægt, pension, ferie og de goder og tryghed, der ellers kan følge med i at være fastansat?

MÅSKE PÅ ET TIDSPUNKT, MEN DET BLIVER ABSOLUT IKKE NU!  

De sidste måneder har jeg gået med overvejelser om at stoppe samarbejdet for en periode. Jeg havde brug for at lave andre ting i mit firma evt. for grupper og hvor naturen bliver mere inddraget i mit arbejde, og ja, så havde jeg brug for en pause for de mange individuelle samtaler jeg havde om ugen. Mit hoved var træt, jeg var mentalt træt, og jeg var nervøs for, at jeg ikke kunne give borgerne det, de havde brug for, samt mit nærvær og empati. Men jeg kunne ikke tage mig sammen og selv tage beslutningen om at stoppe, og så var det, kan man sige, et held for mig, at nogle omstændigheder tog beslutningen for mig og gav mig det endelig skub. Økonomisk skal det nok gå, for der kom en uforudset hjælp ind fra højre. Så her står jeg nu. Og tak for det.

Jeg har valgt, at jeg det næste ca. halve år først og fremmest vil koncentrere mig om mig, at jeg får ro på, og at jeg får fyldt min energikonto op igen. Jeg vil ”tale med hjertet” til mig selv og bruge min egen medicin.

Noget jeg har meget fokus på i denne tid er tillid – at have tillid og bevare den.

Tillid til

• At alt er godt
• At alt er som det skal være
• At det valg jeg har taget om at skrue gevaldigt ned for de individuelle samtaler, er det rigtige for mig
• At vi klarer os økonomisk
• At det er en del af min udviklingsproces
• At jeg finder min vej til det liv, der er det rigtige for mig, personligt og arbejdsmæssigt
• At der kommer den rigtige løsning for mig

når bare jeg giver mig tid, ro egenomsorg og selvkærlighed.

Det at slippe kontrollen og at have tillid til processen uden at vide, hvor vejen ender, er virkelig grænseoverskridende og kan være skræmmende, men også udviklende. Alligevel føler jeg, det er det rigtige valg, jeg har taget, nu jeg fik det venlige skub.

Nogle gange får vi i livet et skub, blidt eller voldsomt, for at vi kan flytte os og udvikle os mentalt og personligt. Og så handler det om, hvordan vi håndterer det og kommer videre. Vi kan kæmpe imod det, eller vi kan gå med det. Hvis vi kæmper imod, tror jeg på, at det tager længere tid at komme ovenpå igen, og kampen bliver hård. Hvis vi går med det og acceptere situationen, kommer vi nemmere og hurtigere igennem krisen.

Jeg vælger at gå med situationen, at tage en pause, og at have tillid til processen, og at alt er OK. Godt nok fik jeg det blide skub (det kunne have været meget værre), men i sidste ende tog jeg selv beslutningen om pausen.

Men hvordan bevarer jeg så tilliden?

Hold da op, det kan være svært. Det ene øjeblik har jeg fuld tillid. Det næste kan det hele bare være ligegyldigt, og jeg kan bare få et job, så er jeg ud over den usikkerhed og frygt, der for mig kan ligge i det at være selvstændig, at skulle være god nok til at holde mit firma kørende uden økonomisk sikkerhedsnet. Hvis jeg handler på frygten, bliver det nærmest i panik og ikke efter mit hjerte, og hvad jeg inderst inde drømmer om og ønsker for mit liv.

Hvis jeg derimod stopper op og får ro på, vil der være forbindelse mellem hjerte og hoved, og mit valg vil komme ud fra en positiv følelse og hjernens fornuft.

Nogle gange kan der være så meget støj på linjen fra hovedet til hjertet (det kan være livskriser, sygdom, stress, frygt, decideret angst, skilsmisse, negativ relation til et andet menneske, bekymringer for børn eller andet) at man ikke kan få skabt forbindelse mellem hoved og hjertet.

”Den længste rejse du kan foretage dig i livet, er rejsen fra hovedet til hjertet”
                                                                                                               Gary Zukav

Derfor er det så vigtigt at tale med hjertet til sig selv. Jo hurtigere kommer du ned i hjertet.
Når vi taler med hjertet, drager vi omsorg for os selv, passer på os selv, gør noget godt for os selv. Det kan (for mig) være ved at prioritere alenetid, tid med familien, tid i naturen, vandre, strikke, glæde, meditation, gode bøger, høre glad musik, grine mm. Ved at tale med hjertet til os selv, får vi mere ro på, kommer mere i balance, og i sidste ende får vi mere overskud til andre. Når vi er i balance, er forbindelsen mellem hjerte og hoved god, og vi tager derfor bedre de rigtige beslutninger.

Jeg har valgt at tage denne pause, fordi der var for meget støj på linjen. Hvor længe pausen bliver, ved jeg ikke, men jeg tror på, at jeg kommer stærkere tilbage. Hvad der skal ske, når jeg skruer op igen, ved jeg ikke. Lige nu vil jeg holde fast i tilliden til min proces og tilliden til at det rigtige kommer til mig.

”Det er i stilheden, du finder de klogeste svar.”
                                                   Carl Gustav Jung
 
Til sidst vil jeg da lige pointere, at jeg IKKE lukker mit firma ned i perioden.
Jeg arrangerer stadig åbne skov- eller strandture med naturterapi, lukkede ture for grupper/virksomheder, måske foredrag, og jeg tager også gerne individuelle samtaler i mit eget lokale eller på walk&talk, så du skal være velkommen til at kontakte mig, hvis du tænker, jeg kan hjælpe dig, eller du vil med på mine ture.

Og så er jeg meget spændt på, hvad denne tid bringer op til overfladen med nye tiltag i min virksomhed, og hvor vejen fører mig hen.
​Du kan jo altid følge med på min facebookprofil @popowitzcoaching og/eller på Instagram popowitzcoaching og se, hvad der sker og hvornår.

2020 – du var hård og strid, du tog vores frihed og især vores frihed til at være sammen, fysisk, med dem, vi elsker. Men samtidig gjorde du faktisk en masse godt for mig, og du lærte mig en hel del:

Først og fremmest gav du mig fred og ro. Jeg var nødsaget til at acceptere, at jeg ikke kunne gøre noget: jeg måtte slippe tanken om, at jeg skulle en masse i forhold til mit lille firma, jeg måtte have tillid til, at alt var/er godt, at tingene var, som de skulle være. Og det er de. Alt er godt.

Først på året havde jeg stillet nogle værdier op for mig selv, jeg ville have fokus på i 2020: Commitment og mod.

Wow, dem blev jeg sandelig konfronteret med mange gange. Som jeg har skrevet tidligere i et blogindlæg havde jeg regnet med, at det var værdier i forhold til min forretning, men nej, det var i høj grad mindet mod mig selv. Hvis jeg ikke kunne forpligte mig overfor mig selv og have modet til at stå ved mig selv, ville jeg heller ikke kunne i forhold til min forretning.

Tak til dig, 2020, du hjalp mig til at stå ved mig selv og give slip på at skulle følge andres måder at gøre tingene på, du hjalp mig til at være autentisk og til at finde fred med mig selv.

Tak, 2020, for at gøre mig opmærksom på at passe på mig selv, og for at genopdage naturen, og hvad den kan gøre for os mennesker.

En anden meget vigtig ting jeg blev opmærksom på i 2020, er hvad der virkelig betyder noget for mig i denne verden:
Min familie: Min mand, børn, svigerbørn og børnebørn

Om det er alderen, corona, 2020, savnet af min datter i Australien, eller det at der er kommet to små fantastiske mirakler (børnebørn) til gennem de sidste par år, ved jeg ikke, men jeg ved, at familien betyder mest for mig.

Selvfølgelig betyder det også enormt meget, faktisk ret meget, at jeg kan hjælpe andre mennesker, og jeg elsker at kunne gøre det, men jeg må, ligesom jeg lærer andre, prioritere mig selv først og fremmest, for at jeg kan være noget for andre.

Så, 2021, jeg har store forventninger til dig, for jeg håber og tror på, at du vil støtte mig, ikke på den hårde måde, som du har gjort i 2020, men ved at du giver mig større muligheder for og frihed til at udleve det, jeg har lært af 2020:

at lytte til mig selv og mine behov,
at committe mig til mig selv og mine værdier,
at fortsat have modet til at stå ved mig selv,
at være mere fysisk sammen med mine kære og kunne kramme dem,
og at komme nærmere min største drøm.

I 2021 vil mine fokusområder stadig være commitment og mod, men også værdierne kærlighed til mig selv og til andre samt værdien tillid vil have en stor plads hos mig i dette nye år, som lige er startet.

Kom, 2021, jeg glæder mig til et helt fantastisk og lyst år med dig på alle mulige måder.
Det kan kun blive et fænomenalt år.

​Jeg har i en periode savnet et mere håndgribeligt redskab, jeg kunne bruge til at hjælpe andre til et liv i mere trivsel og balance. Jeg følte, jeg havde brug for at der skulle mere fokus på kroppen som redskab i mit arbejde, fordi kroppens og psykens velbefindende er så afhængige af hinanden.
 
Har du smerter, er fysisk syg, påvirker det din psyke: du bliver mere trist, ked, deprimeret eller kan sågar ende i stress eller depression og angst. Og omvendt kan din psykiske tilstand påvirke dig fysisk i form af stress symptomer i kroppen.

Fungerer dit parforhold ikke, har du udfordringer/bekymringer i forhold til dine børn, har du et dårligt forhold til dine kollegaer eller måske har du en chef/arbejdsgiver, som ikke forstår at lede sine medarbejdere, påvirker det dig psykisk, og igen kan det sætte sine spor fysisk i din krop.

​ I starten af 2020 bestemte jeg mig for 2 ord, som jeg ville have fokus på i det nye år:
COMMITMENT og MOD.

Jeg kan godt lide ordet ”commitment” selvom det er engelsk. Det betyder jo forpligtelse på dansk, at jeg forpligter mig til noget. Men i modsætning til det danske forpligtelse, synes jeg på en måde, at ordet commitment bløder op på forpligtelse, som jeg ellers kan føle som noget surt og negativt.

Faktisk havde jeg nok ordene mest rettet mod min lille virksomhed, at jeg skulle forpligte mig mere over for den, og at jeg skulle være modig og måske kaste mig ud i nye og uvante ting f.eks. onlineforløb.

Men, men, men… det hele begynder jo med mig selv, har jeg efterhånden fundet ud af:
Først kom der jo lige en Corona ind over, som virkelig kunne sætte en masse tanker i gang hos mange mennesker, for hvordan vi lever vores liv, og hvordan vi gerne vil leve det fremadrettet. Dette skete også hos mig.

Denne tid… ja denne tid kan gøre så meget ved os.

For mit eget vedkommende har det (endnu en gang) gjort mig bevidst om, at livet er en lang udviklingsproces, og at det er gennem kriser, vi kan udvikle os, hvis vi vil, og hvis vi ser det.
​
Vi kan meget hurtigt ryge ind i hverdagens trummerum. Nu går det meget godt, det kører derud af, og alt er fint.

Indimellem bliver der så rusket i os på en eller anden måde. Der sker noget i vores liv, som vi ikke er vant til, ikke er tryg ved, som giver os stress og usikkerhed, som ryster vores fundament og får os til at stoppe op.

Det kan være små eller store oplevelser, små eller større kriser, og som nu hvor corona-virussen har spredt sig over hele jordkloden, og som vender op og ned på hele menneskehedens eksistensgrundlag, ryster os i vores grundvold og virkelig skaber stress og utryghed hos mange.

Når vi kommer ud i kriser og stress, reagerer vi oftest ud fra frygt. Vi handler pr. refleks ved enten at kæmpe, flygte eller stivne for at passe på os selv og vores nærmeste. Hvis der ikke er noget energi på vores energikonto i forvejen, kan vi derfor meget hurtigt ryge ud af kurs.​​

​Jeg sad i går i bilen med min mand på vej hjem fra vores første barnebarns 1 års fødselsdag og tænkte på, hvordan vi gennem livet ændre vores personlige værdier alt efter vores alder, hvor vi er i livet, vores oplevelser, vores kriser og jo også gennem de lykkelige begivenheder, der indtræffer undervejs i livet.

​At det ikke kun er kriser, der kan få livet til at ændre kurs, men også livsbekræftende begivenheder kan få livet til at tage en drejning.

​Det, jeg fortæller dig nu, er faktisk meget grænseoverskridende for mig, for det betyder, at jeg ”blotter” mig offentligt, men jeg synes, det er nødvendigt for at vise andre, at det er okay at gøre, det er okay at vise sin sårbarhed, at vise sine grænser, at vise at vi ikke er og heller ikke skal være perfekte, og at vise at vi kan lære rigtig meget af de oplevelser, vi har i vores liv, i stedet for at lade det fylde tungt og negativt som begrænsninger i rygsækken, men måske netop finde styrken i oplevelsen i stedet.

​Lever du i en fortravlet hverdag, hvor den ene dag bare tager den anden med den evindelige trummerum og

• føler du dig overvældet, energiforladt og stresset
• har du svært ved at overskue tingene
• har du behov for at få ro og balance i hverdagen… og holde fast i det
• vil du finde livsgnisten frem igen
• har du gået i flinkeskolen og gerne vil blive bedre til at sige til og fra
• ønsker du at få indflydelse på dit eget liv igen
• vil du bare gerne være mere positiv og glad
• er ked af at du nemt bliver irriteret over dine nærmeste

​Har du relationer, som du vil forbedre? 
Er der en side ved din mand/kone, der trigger dig? 
Har du en dominerende kollega, der gang på gang overfuser dig, og hvor du ikke kan komme igennem med dine idéer? 
Eller har du et vanskeligt forhold til din chef? 
Oplever du ubehagelige følelser, når du er sammen med bestemte mennesker? Føler du, at du ikke bliver forstået og anerkendt? Af dine nære eller kollegaer? 
​Har du svært ved at tale med dit barn, eller er der sider ved din teenager, der irriterer dig?

I alle livets forhold møder vi mennesker, som i en eller anden grad påvirker vores liv. Det gælder både i familien, i arbejdslivet og i fritiden.
Hvordan dette møde forløber afhænger af, hvordan vores selvbillede er - hvordan vi opfatter os selv, om vi føler os anerkendt og respekteret.

​Relationen til os selv og andre betyder meget for, hvordan vores hverdag fungerer, og ikke mindst for vores velbefindende og livskvalitet.